Ilimanaq - "Forventningspladsen"

 

Ilimanaq er en af Grønlands ældste bygder - grundlagt i 1741. Ilimanaq betyder forventningspladsen, hvilket formodentlig henviser til at Ilimanaq tidligere var en sommerboplads, hvor man forventede at få den store fangst.

Ilimanaq er placeret kun 15 km fra Ilulissat, men rejsen fra til Ilulissat til Ilimanaq med skib er helt mageløs da man passerer de enorme grundstødte isfjelde fra Kangia isfjorden undervejs. Ilimanaq havde i 2015 registreret 52 indbyggere. Byen er samlet omkring havnen og alle huse i bygden har god udsigt til Diskobugten og Diskoøen godt 100 km væk.

Bygden Ilimanaq er smukt placeret i Diskobugten, med udsigt til de grundstødte isfjelde ved Kangia isfjorden og Diskoøen med Lyngmarksbræ mere end 100 km ude i horisonten. Jo, i Grønland er naturen STOR. 

Ilimanaq har en lang tradition for industriel forarbejdning af fisk og fangstdyr. Allerede fra slutningen af 1700-tallet fandtes her et respektabelt hvalfangstanlæg. Fra ca. året 1800 gik man over til garnfangst på sæler, og efter sælbestandenes dramatiske tilbagegang i 1920’erne, hvor hele Grønlands samfund måtte omstille fra sælfangst til fiskeri og fiskeforarbejdning, opstod der også her i Ilimanaq behov for en fiskefabrik. – Fabrikken blev opført af KGH i 1928/29, men har gennemgået en del moderniseringer siden. I 1980’erne gik den over til KGH’s efterfølger, Royal Greenland. Da Royal Greenland i ca. 2002 nedlagde produktionen, blev bygningerne overtaget af Rodebay Fish ApS, som siden har forsøgt med tørring af ræklinger (tørret hellefisk i strimler).

0000000000___110638.jpg
En vandretur til Kangia isfjorden nord for Ilimanaq er helt unik. Stilheden afbrydes kun af isbjerge og isskodser der flyder rundt imellem hinanden.

Ilimanaq tilbyder...

Bygdeliv og vandreture.
I Ilimanaq kan man gå rundt på egen hånd og indsnuse bygdestemningen. Der er fastanlagte stier med gadebelysning, så det er intet problem at komme rundt i bygden. Bevæger man sig uden for bygden, findes der ikke stier, men terrænet er ikke vanskeligt at færdes i.
Ilimanaq har en sø, hvor der er gode fiskemuligheder. Og i nærheden er der en flot sandstrand. Moskusokser ses af og til i området, og bestanden er stigende (2015).

Gigantiske isfjelde.
Ilimanaqs omgivelser byder på et væld af vandremuligheder. Det er f.eks. muligt at vandre nordpå til den sydlige bred af Kangia Isfjorden, hvorfra man kan nyde synet af de gigantiske isfjelde, der går på grund ved fjordens munding. På vejen dertil vil man også kunne se resterne af de to nedlagte bygder Avangnarliit (Nordre Huse) og Eqe. Den sidstnævnte ligger direkte ud til Isfjorden.

Boplads Qajaa
En længere tur ud i fjeldet og med båd på Tasiussaq fører til den gamle boplads Qajaa. Stedet kan kun besøges med guide, da det er nødvendigt at sejle for at komme til bopladsen.

Hvaler
Fra kysten, din terasse og tilmed fra din seng er der gode muligheder for at spotte hvaler ude i Diskobugten. Hold øjne og øre åbne, så vil du se både Grønlandshvalen, Finhvalen og pukkelhvalen boltre sig i vandet lige uden for.

Kaffemik
Ud over fangst og fiskeri har turismen længe været en vigtig indtægtskilde i Ilimanaq. Der er således mulighed for at komme på ”kaffemik” sammen med en lokal familie.
Om vinteren arrangeres der hundeslædeture. Den tidligere bygdebestyrer Ove Villadsen har været forgangsmand for de fleste af disse turismetiltag i Ilimanaq siden 1990’erne, og han viser stadig gerne rundt i bygden, hvor han er vokset op og hvor hans familie har boet i generationer.

Der udbydes ligeledes en lang række spændende turudflugter i Ilimanaqs opland.
Mulige ekskursioner og tilbud
  • Qajaa boplads
  • Bygderundvisning
  • Vandretur til Nordre huse
  • Vandretur På gletsjertunge fra indlandsisen
Gratis oplevelser i området
  • Udsigt over Diskobugten
  • Indsnuse stemningen i bygden
  • Vandretur langs kysten af Diskobugten
  • Stilheden i bygden
Overnatning i bygden
  • Ilimanaq Lodge